Om os

Danhostel Rønde ejes af PGU Rosenholm

Praktisk Grunduddannelse Rosenholm er et uddannelsestilbud for unge med særlige udfordringer. Alle vandrerhjemmets opgaver løses i samarbejde med de unge. De uddannes i receptionsbetjening, bordækning og servering ved arrangementer, opvask, tilberedning af råvarer i køkkenet, rengøring og ud- og indvendig vedligeholdelse.

 http://www.pgu.dk/


Vandrerhjemmets historie

Bygningerne, der i dag tegner Danhostel Rønde blev i 1935 skænket til Rønde Håndværker- og Borgerforening af den tyske baron von Jenisch, som ejede Kalø Gods. I forbindelse med foræringen blev der tegnet klausul om, at der altid skulle drives vandrerhjem på stedet. I 1939 stod det nybyggede vandrerhjem færdigt. De tyske soldater beslaglagde bygningerne under 2. Verdenskrig, men efterfølgende har stedet udelukkende fungeret som vandrerhjem. Som det eneste overnatningssted i byen har Danhostel Rønde fået en helt særlig betydning for byens borgere og er stærkt forankret i lokalsamfundet. Hovedbygningen fra 1939 husede alle overnattende gæster. De sov i køjesenge på loftet og vaskede sig i kælderen, der var ikke brusebad. I 1995 stod en ny værelsesbygning færdig. Derfor kunne og kan vandrerhjemmet tilbyde moderne værelser med egen indgang samt eget toilet og bad.